|
SKAT’s nye initiativer er kommet frem, efter en lastbil med 50.000 øl, 2.400 sodavand og 12 liter vodka tirsdag i sidste uge blev standset og afkrævet afgifter for 100.000 kr., før lastbil og varer kunne køre videre. Pengene skaffede chaufføren i løbet af timer, og fredag mistænkte SKAT Sydjylland grænsebutikker syd for den dansk-tyske grænse for at sælge til den illegale handel.
Bryggeriforeningen ser med stor tilfredshed på, at SKAT nu tager kontakt til sine tyske kolleger, og at SKAT og Miljøstyrelsen justerer pantreglerne, så øl og sodavand kan tilbageholdes, indtil importøren er tilmeldt Danske Retursystem og dåserne pantmærkede.
”Vi er imod enhver illegal import til Danmark og samarbejder med SKAT for at give dem redskaber til at opdage illegal handel. De danske pantregler har hidtil været et virkeligt stærkt redskab til at sætte en kæp i hjulet på den illegale handel i kiosker. Vi har store forventninger til, at kontrol med illegale importører i både Syd- og Østdanmark og udvidet brug af pantreglerne kan være et effektivt middel i kampen imod illegal handel,” siger Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen.
Han glæder sig samtidig over, at myndighederne nu forsøger at skabe overblik over og dokumentation for, hvor de illegale varer kommer fra.
”Vi er glade for, at SKAT nu tager kontakt til de tyske myndigheder, så SKAT og de tyske myndigheder kan fremlægge dokumentation for, om danske bryggerier leverer til kunder, som udelukkende lever af illegal handel. Bryggerierne kan ikke nægte at levere til en enkelt kunde, fordi vi hører om en mistanke i radioen eller fra en konkurrent. Vi efterforsker ikke vores kunders handel, og vi er ikke domstol. Men danske bryggerier har ingen interesse i illegal handel og forsøger at løse problemet i samarbejde med SKAT. Derfor er vi meget tilfredse med SKAT’s initiativer,” siger Niels Hald. |